Hos Gravlund Industrigummi har man uhyrlige mængder viden og erfaringer med gummiproduktion. Og så deler de min holdning til, at gode historier giver nye ordrer i bogen – og dem har vi lavet i lang tid nu.
Hver uge udkommer en eller flere nye historier fra den københavnske gummiproducent på diverse fagmedier såvel som på virksomhedens LinkedIn-side. Emnerne er om alt fra spændende løsninger, der er udtænkt i virksomheden, til medarbejderes jubilæer og teknisk information om gummityper.
Jeg har efterhånden lært en del om gummityper og produktionsmetoder takket være min nysgerrighed og tekniske forståelse, og samtidig er det sjovt at følge med i de mange spændende projekter hos Gravlund.